Babysvømning: Hvornår, hvorfor og hvordan?

Skal du snart være forælder, eller er du for nyligt blevet det, og vil du gerne starte til babysvømning med dit barn? Der er rigtig mange gode grunde til at gå til babysvømning, og der er rigtig mange steder i Danmark, hvor du kan tage din baby med til babysvømning. Her får du svaret på, hvornår du kan tage din baby med til babysvømning, hvorfor du skal gøre det, og hvordan det foregår.

Der er klare retningslinjer for, hvornår dit barn er klar til babysvømning

Selvom du måske kan tro, at babysvømning kan ske, når barnet udviser tegn på, at det er klar til det, så er der faktisk nogle helt klare retningslinjer for, hvornår du kan tage dit barn med til babysvømning. Dit barn skal nemlig være otte uger gammelt, for at det kan være med til babysvømning, og derudover skal det veje fire-fem kilo. Disse retningslinjer er til, fordi dit barn ellers ikke vil kunne regulere temperaturen i kroppen, mens det er i vandet, og det vil derfor være en noget kold fornøjelse for det at være til babysvømning. Desuden skal stumpen fra navlestrengen være faldet af.

Men det er ikke kun din baby, der skal være klar til at gå til babysvømning. Som nybagt mor, skal du også være klar, og det kan her være smart at tage en snak med lægen om, hvornår din krop er parat. Typisk er det også omkring otte uger efter fødslen.

Masser af gode grunde til at starte til babysvømning

Rigtig mange går til babysvømning med deres børn, fordi der er rigtig mange fordele ved det. For det første lærer du dit barn meget bedre at kende, og det kan være en god måde at knytte tættere bånd til din baby, selvom den selvfølgelig ikke vil kunne huske oplevelserne senere hen. Derudover er der mindre risiko for, at dit barn bliver bange for vand senere i livet, når du giver det en masse gode oplevelser med vand fra starten af.

Tiden, du bruger i vandet sammen med din baby, er også godt givet ud i forhold til dit barns udvikling. Babysvømning kan nemlig være med til at styrke barnets balance, og så er det også med til at udvikle motorikken.

Find babysvømning hos en forening nær dig

Vil du gerne starte til babysvømning med dit barn, så er der heldigvis rigtig mange gode muligheder for at komme i gang. Rigtig mange foreninger over hele landet tilbyder nemlig babysvømning, og bor du i nærheden af en svømmehal, kan du næsten med sikkerhed finde et hold med babysvømning, der passer dig. Du kan ofte finde informationer om holdene på nettet, men er du i tvivl om noget, så vil din lokale idrætsforening, eller dem der udbyder holdet med babysvømning, helt sikkert gerne hjælpe dig med at finde det, du leder efter. På nettet kan du også finde masser af inspiration til øvelser, du kan lave med din baby, hvis du vil i svømmehallen med dit barn på egen hånd.