Skole guiden: Hvornår, hvilken, hvordan, m.m.

Mange spørgsmål kan melde sig, når dit barn når til skolealderen – for eksempel hvornår dit barn er klar til at starte i skole, hvordan du bedst vælger en skole, hvordan det foregår og meget mere. Alt dette kan du få svar på lige her, hvor du får en guide til skole, når du er ved at være klar til at sende dit barn afsted.

Der er regler for, hvornår dit barn skal modtage undervisning

Når dit barn skal starte i skole, så er der faktisk nogle helt faste regler for, hvordan det foregår. I udgangspunktet skal dit barn nemlig starte i skole i børnehaveklasse i det år, det fylder 6 år. I nogle tilfælde kan det dog enten lade sig gøre at lade barnet starte i børnehaveklasse et år tidligere eller et år senere afhængigt af, hvordan dit barn har det i børnehaven, og om dit barn er parat til at starte i skole. Uanset hvad, skal det godkendes i kommunen, hvis du enten vil have at dit barn starter tidligere eller senere i skole.

I Danmark har du ikke pligt til at gå i skole, men du har til gengæld pligt til at modtage undervisning i 10 år. Det kan være i en folkeskole, som langt de fleste vælger, men det kan også være i en privatskole eller via hjemmeskoling.

Vælg den skoleform, du helst vil have til dit barn

Som nævnt behøver du ikke starte dit barn i en folkeskole, fordi der ikke er skolepligt som sådan. Hvis du hellere vil have, at dit barn modtager undervisning hjemme, så er det også en mulighed, eller du kan vælge en privatskole, der arbejder og underviser ud fra nogle principper, som du synes særligt godt om, for eksempel en Steiner-skole eller friluftskoler.

Derudover har vi i Danmark også frit skolevalg. Det betyder, at dit barn i udgangspunktet er tilknyttet en skole i det distrikt, I bor i, men du kan som forælder frit vælge en anden skole til dit barn, hvis du føler, at det er nødvendigt. Du skal dog være opmærksom på, at du søger plads om optagelse på den anden skole, og det kan ikke garanteres, at der er plads til dit barn på den skole, eller at de har et relevant undervisningstilbud til dit barn.

Når dit barn skal starte i skole

Fylder dit barn 6 år i et givent kalenderår, vil du blive kontaktet af kommunen, der fortæller dig, at det er tid til at indskrive dit barn i folkeskolen, og hvis du gerne vil have, at dit barn starter på en privatskole, skal du selv henvende dig til skolen. Nogle privatskoler kræver, at du skriver dit barn op i god tid for at være sikker på at få en plads.

Når du indskriver dit barn i folkeskolen, kan du samtidig indskrive dit barn til en fritidsordning, så barnet har et sted at være direkte efter skole, hvis du som de fleste andre arbejder. Det hele kan gøres digitalt.